Agustin

 Hvad denne omhandlede som udformet af Plotin, mener jeg ligesom for manikæismens vedkommene, her er af stor betydning at forsøge at ridse hovedlinierne op for. Jeg vil i denne korte gennemgang, hovedsageligt holde mig til de dele af nyplatonismen som jeg finder mest centrale, og som værende de mest betydningsfulde aspekter for at forstå og senere fremlægge Augustins opfattelse af den frie vilje. Først og fremmest er Plotins metafysiske univers dualistisk. Der skelnes mellem på den ene side, en sansernes foranderlige fænomenverden og så en fornuftens uforanderlige ideverden. Disse er ikke som for manikæismen i strid med hinanden, men derimod består der et afhængighedsforhold imellem dem. Som formuleret af Platon er fænomenerne betinget af ideerne, eller nærmere, ideerne er apriori forudsætninger for fænomenerne.(Haystrup 1989: 250) Fænomenerne er skygger af ideer kastet i rummet Hermed fremgår det også at det værendes egentlige væsenskerne, dvs. det eneste virkeligt eksisterende, tilhører den uforanderlige og immaterielle ideverden. Indenfor denne er der et hierarki af ideer med det ene som det øverste princip og som garanten for alt andets eksistens. Fra dette ene sker der en udstrømning af dets overflod af væren. En forklaring på denne overflod er, at det ene som øverste princip er det mest fuldkomne af alt tænkeligt, og dermed også må være ubegrænset på alle tænkelige områder. Hvis en given egenskab ikke var ubegrænset var der noget der satte grænsen, og dermed var udenfor det ene. Det svarer til at forestille sig en slags kraft eller et idealbillede, hvorimod alt og alle stræber. Denne udstrømning bevirker så, ved samspil med de laverestående ideerfremkomsten af alle endelige, ufuldkomne entiteter. Disse er som ved Platons hierarkiske opdeling af ideer og fænomener ligeledes virkende årsager eller er et fundament for de laverestående entiteter. Hos Plotin sker der en emanation (udstrømning) til Nous (fornuften), som igen indvirker på den menneskelige sjæl der indvirker på den materielle natur. Indvirkningen kan aldrig foregå den modsatte. Dog i overført betydning, at der stræbes mod erkendelse af det ene. Hermed er tydeligt formuleret det afhængighedsforhold hvori alting står til det ene, Platons Det godes ide, eller til det som hos Augustin kaldes Gud. Udover denne skitsering af det værendes to-deling spiller Nyplatonismens syn på værdifilosofien en vigtig rolle for forståelsen af den senere konkrete gennemgang af Augustins opfattelse af den frie vilje. For Plotin er det menneskets opgave at vende sig mod erkendelsen af det ene, som det for Platon var vores opgave at forsøge at skue

Det godes ide, hvilket ville føre til eudaimonia (lykken). For Plotin foregår dette ved selverkendelse. Igennem denne selverkendelse kan den frie vilje erkendes. Hvad angår den materielle verden er den egentligt årsagsbestemt og strengt determineret. Sjælen derimod er ikke bundet af den materielle verden, den er hævet op over denne, og følger den sit egentlige væsen er den fri (Haystrup 1989: 265). Der tales også om at mennesket er frit hvis det vil det nødvendige (Haystrup 1989: 266) Men hvad er så det nødvendige ? Er det når sjælen erkender det enes love? Det virker som om at Plotin ikke rigtigt kan bestemme sig for viljens frihed eller ej Med nyplatonismen tales der et helt andet sprog end om manikæismen. Der regnes ikke med nogen strid mellem ligestillede grundelementer. Derimod skelnes der mellem den omgivene natur og den menneskelige sjæl som noget ophøjet, hvilket jo allerede er besnærende lig en kristen opfattelse. Udover disse byggestene er der endnu et område som jeg finder er af største betydning at gå omkring, for forståelsen af Augustins begreb om den frie vilje. De forskellige opfattelser af frihedsbegrebet som jeg gennem forelæsningerne omkring dette emne er stødt på. Frihed VS. determinisme For at kunne tale om et begreb som viljens frihed, må man se på hvad den modsatte situation ville implicere. Altså en ufri vilje. Dette fører til den klassiske diskussion omkring viljens frihed vs. determinismen. Forklaringen af begrebet determinisme kan gives på flere forskellige måder. Kortest med udsagnet: alt har en årsag. Hvad dette betyder er at alle begivenheder, det være sig i fortiden, nutiden og i fremtiden er forudbestemt (determineret) til at ske netop som de sker. Man kan så enten hævde sandheden af dette og ergo være determinist, eller benægte udsagnet og være indeterminist. Det er her vigtigt, at hævder man, at blot ét enkelt tilfælde ikke er determineret, implicere dette indeterminismen. Her skal ordet alt altså tolkes i absolut forstand. Man kan herefter altså ikke tænke sig at der i en given situation tilfældigt (hvis man hævder determinismen !) træffes et valg. Netop det valgte udfald vil kunne føres tilbage til forudgående årsager. Igen kan der skelnes mellem forskellige former for determinisme. Den netop omtalte kan kaldes en streng determinisme, eller en almindelig naturdeterminisme. Denne er baseret på kausalitetsprincippet, hvor man kan forestille sig en kontinuerlig kæde af begivenheder, hvor fremkomsten af hvert led er betinget af det foregående og med nødvendighed, er årsag til det efterfølgende. Udover denne almindelige naturdeterminisme kan man f.eks. også forestille sig en teologisk determinisme, hvor alting er forudbestemt af Gud.